Nyhedsbrev november 2017


Klimavej

Den 23. august underskrev bestyrelsen samarbejdsaftalen om etablering af klimaveje i vores område med HOFOR. Dermed sluttede et forløb, der havde sin begyndelse i november 2015.

Som nævnt i bestyrelsens informationsskrivelse af 29. maj i år, havde Hejmdal (og en række andre grundejerforeninger) en række bemærkninger til HOFOR’s aftaleudkast. Disse og andre foreningers bemærkninger blev i august drøftet med HOFOR. Det gik en smule tungt, men vi landede et acceptabelt sted via et juridisk fortolkningsbidrag til selve aftalen (se vores hjemmeside).

Så nu er fokus fremadrettet. Her har vi i bestyrelsen anmodet HOFOR om først at få etableret klimavejene i 2019. Vi har efterfølgende fået en mundtlig accept heraf. Det er lang tid at vente, men der er gode grunde hertil:

  • For det første gælder det af Københavns Kommune udmeldte varsel om påbud om renovering af visse af vores veje fortsat. Påbuddet er alene sat i bero grundet vores planer om etablering af klimaveje. I mellemtiden sparer vi op til renoveringen. Med det nuværende forhøjede kontingent har vi i 2019 godt 2 mio. kr. i kassen. Dette skulle være nok til at imødekomme kommunens påbud ved at indlede renoveringen af vores veje. Hvis klimavejene skulle etableres hurtigere, ville vi ikke have sparet penge nok sammen

  • Der er 24 grundejerforeninger, der har sagt JA til etablering af klimaveje. Bestyrelsen mener ikke, at det ville være hensigtsmæssigt at stille sig først i køen. Lad nu HOFOR ”øve sig lidt” i etablering af klimaveje, før det bliver vores tur

Bestyrelsen vil, såfremt der dukker nyt op i perioden frem til vores generalforsamling i marts 2018 informere Hejmdals medlemmer via vores hjemmeside www.gf-hejmdal.dk.

 

Rotter

Der har de seneste måneder været observeret rotter i vores område. Det er der ingen, der kan lide. Bestyrelsen anbefaler derfor, at der forebygges mod disse skadedyr. Det kan f.eks. være i forbindelse med sortering og deponering af madaffald. Anvend venligst de af kommunen udleverede lukkede beholdere. Hvis man anvender egen kompostbunke, bør denne være lukket forsvarligt. Ellers tiltrækkes rotter. Det bør også undgås at sprede foder til husdyr på grunden. Selv om dette måtte give en mere naturlig fodring, tiltrækker det spredte foder selvfølgelig ubudne gæster.

 

Skoleelevers adfærd vedrørende affald

Problemet med visse skoleelevers henkastning af affald er ikke løst, men det er heldigvis blevet mindre. Det er fortsat Funkiavej og Sundbyvestervej, der er hårdest ramt. Det er primært disse veje, der er trafikkorridorer mellem Højdevangs Skole og indkøbsstederne. Bestyrelsen er vedvarende opmærksom på dette svineri og er fortsat i løbende kontakt med ledelsen på skolen, der har fokus på problemet.

 

Generalforsamling 2018

Bestyrelsen varsler hermed, at foreningens ordinære generalforsamling 2018 afholdes mandag den 19. marts 2018 kl. 19.30 i Menighedshuset på Irlandsvej. Mødeindkaldelse og dagsorden i henhold til vedtægterne vil blive udsendt senere.

I den forbindelse vil bestyrelsen gerne opfordre til, at medlemmer stiller op til valg til foreningens bestyrelse. Der er tidligere blevet informeret om, at Hanne Müller og Søren Simonsen, begge Funkiavej 42, efter generalforsamlingen i år meldte sig som interesserede i bestyrelsesarbejdet. De har siden deltaget i dette arbejde, selv om de først kan vælges på generalforsamlingen i marts 2018. Det er rigtig godt med nye mennesker, synspunkter mv.

 

Din mail-adresse ønskes

Bestyrelsen opfordrer fortsat grundejerne til at indtaste deres mail-adresse på den dertil indrettede facilitet, der er oprettet på foreningens hjemmeside: https://adm.gf-hejmdal.dk/page/contactus, eller send en mail til bestyrelsen@gf-hejmdal.dk.

Godt 50% af foreningens medlemmer har allerede tilmeldt sig, og tak for det. De vil modtage dette nyhedsbrev elektronisk. Men vi mangler fortsat ganske mange. Meget bliver nemmere for alle, hvis vi udnytter nutidens teknologi.

 

Med venlig hilsen samt ønsket om en glædelig jul og et godt nytår

 

Hans Henrik Gabelgaard

Formand, G/F Hejmdal

Del dette indlæg
Tags
Vores blogs
Arkivér
Status for etablering af klimaveje samt renovering af vores veje
December 2016