Nyhedsbrev maj 2017

Bestyrelsen udvidet mv.


Vi er i den heldige situation, at to medlemmer efter den ordinære generalforsamling i marts meldte sig som interesserede i bestyrelsesarbejdet. Det drejer sig om Hanne Müller og Søren Simonsen, begge Funkiavej 42. Begge deltager allerede i arbejdet. Det er rigtig dejligt med nye mennesker, synspunkter mv.

Bestyrelsesmedlem Jens Kjøller, Lotusvej 44, er blevet indvalgt i SGF’s (Sundbyernes Grundejerfællesskabs) bestyrelse, hvilket giver os hurtig information om og mulighed for indflydelse på, hvad der sker på ”den store bane”.

Klimavej


Den 10. maj fik vi meddelelse fra HOFOR om, at fristen for indgåelse af samarbejdsaftalen om etablering af klimaveje med HOFOR var blevet udsat fra 1. juni til 25. august. HOFOR begrunder udsættelsen med, at mange grundejerforeninger har problemer med at overholde tidsfristen den 1. juni. Der er knap 30 grundejerforeninger i Københavns kommune, der skal træffe beslutning om etablering af klimaveje.

Som bekendt har grundejerne i Hejmdal (og Odin) med meget stort flertal truffet beslutning om etablering af klimaveje. Imidlertid har vi nogle bemærkninger til aftalen mellem Hejmdal (og alle andre grundejerforeninger) og HOFOR om gennemførelse af klimatilpasningsprojektet på vores veje. HOFOR’s aftaleudkast ligger på vores hjemmeside www.gf-hejmdal.dk og vores bemærkninger til aftaleudkastet er vedlagt denne informationsskrivelse.

Bemærkningerne, der er udarbejdet i samarbejde med vores advokat, indeholder tre elementer:

  1. Hejmdal understreger, at HOFOR som ansvarlig bygherre dækker samtlige omkostninger ved etablering af klimavejene

  2. Hejmdal ønsker ikke nogen bemærkninger om håndtering af tagvand, da det på vores generalforsamling besluttede dispositionsforslag ikke indeholdt noget om tagvand

    Fravigelse af gæsteprincippet. Gæsteprincippet: ”Gæsteprincippet er betegnelsen for en udfyldende regel, der finder anvendelse i tilfælde, hvor der uden vederlag er givet tilladelse til at anbringe en ledning på en ejendom. Reglen indebærer, at ledningsejeren som ”gæst” skal bekoste ledningsarbejder, der er nødvendiggjort af arealejerens ændrede udnyttelse af det areal, hvor ledningen er anbragt”.


  3. Hvis man fraviger gæsteprincippet – hvilket normalt forudsætter, at ledningsejeren (HOFOR) betaler et vederlag – kræver flytning af ledningsanlæg som følge af grundejerens ændrede brug af ejendommen, at grundejeren afholder omkostningerne hertil. Under de foreliggende omstændigheder, hvor HOFOR, efter vores beslutning, etablerer og betaler et klimasikringsanlæg, som også i væsentlig grad er i grundejernes interesse, anser bestyrelsen (og vores advokat) det for rimeligt, at gæsteprincippet fraviges.


Diagonalspærringen Funkiavej/Oxford Allè skal retableres

Hejmdals grundejere opfordres til at deltage i et mindre retableringsprojekt onsdag den 7. juni kl. 17.30 på hjørnet af Funkiavej og Oxford Allè. Den ene kummes betonsokkel skal retableres og blomsterne klippes. Værktøj m.v. er der sørget for. Vel mødt og tag lidt kaffe med.

Med venlig hilsen og god sommer
Hans Henrik Gabelgaard
Formand
G/F Hejmdal

Nyhedsbrev november 2017